Mission
Fremtiden får brug for maskinmestre til at løse alverdens udfordringer. Derfor er det vores mission på Teknika at uddanne lige så mange kompetente maskinmestre, som fremtiden får brug for; gøre dem klar til en virkelighed, der er i konstant forandring og til at bruge deres kløgt, kreativitet og alsidighed til at løse fremtidens mange problemstillinger.
På Teknika uddanner vi maskinmestre til at være fremtidens tekniske ledere. Vi uddanner ikke kun vores maskinmestre til at indgå i omstillinger, omlægninger og optimeringer - vi uddanner dem til at lede og drive det videre, længere og bedre end før.
Vision
Gennem lærende og motiverende undervisningsformer og inkluderende studiekultur skal Teknika skille sig positivt ud som en uddannelsesinstitution, hvor trivsel, diversitet og et grønt fokus går hånd i hånd med et højt og ambitiøst fagligt niveau, som giver de studerende adgang til en uddannelse blandt de bedste – både nationalt og internationalt.
Teknika skal være den bedst mulige faglige, sociale og læringsmæssige ramme omkring de studerendes uddannelse til professionsbachelor som maskinmester.
I et attraktivt, imødekommende og dynamisk studie- og læringsmiljø skal den studerende inspireres og motiveres til at yde sit bedste – for sig selv, sin uddannelse, sine medstuderende og for sin profession og kommende arbejdsplads.
Værdigrundlag
Teknika skal være kendetegnet ved en åben og konstruktiv dialog og en respektfuld adfærd, hvor alle udviser ansvarlighed og tillid til hinanden, og hvor faglighed og kompetencer værdsættes og anerkendes.
En uddannelsesinstitution og arbejdsplads, hvor et udviklende råderum, vide men tydelige rammer, klare retningslinjer og stærke relationer danner grundlaget for samarbejde og samvær i et professionelt fagligt fællesskab og miljø, i den pædagogiske praksis i undervisningen og i mødet med de studerende.
Kernefortælling
Lidt nord for København ligger Teknika - Copenhagen College of Technology Management and Marine Engineering. Her uddanner vi fremtidens tekniske ledere i et studiemiljø med bred faglighed og højt til loftet.
Hos Teknika tror vi på hinanden – både menneskeligt og fagligt. Og så tror vi på, at et rart sted at være, er et godt sted at lære. Derfor dyrker vi fællesskabet og hjælper hinanden, når det bliver svært. Det har vi gjort siden 1906 – og dengang som nu uddanner vi dygtige maskinmestre til industrien, til søs og til hele verden.
På Teknika går de studerende ind til en verden af muligheder. Vores viden er deres, og med udfordrende undervisning kommer hverdagen meget tæt på virkeligheden. Vi gør os umage – og så gør vi de kommende maskinmestre klar til et arbejdsliv med stort ansvar. Som maskinmester er du nemlig en eftertragtet leder, der holder hovedet koldt og hænderne i gang. En maskinmester ser sammenhænge, bruger teorien i praksis og ved, hvordan tingene fungerer.
Med grønne kompetencer spiller Teknika en hovedrolle i fremtidens bæredygtige udvikling. Vi driver innovationen og baner vejen for dem, der både kan og vil.
Hos Teknika tror vi på hinanden – og på en fremtid som maskinmester.